Nyhedsbrev, december 2017

Et år med mange små og store succeshistorier!

Senest denne fredag før jul, er vi vidne til, en overrækkelse af svendebrev.
Det er kæmpestort for os, at være en del af, at en ung kvinde, som har boet på
Oasen, fra hun var otte år, nu står her, 23 somre bag sig, og nu uddannet
bygningsmaler, med karakteren 7. Super flot gået. Vi er pavestolte af hende!
Vi jubler og tænker ”yes,” en mere i rækken af skønne unge, der fik en uddannelse.
Det er et af målene, som et klart lys foran os; at de unge selvfølgelig vil noget med
deres liv, og de skal gå efter, at gøre sit bedste og få noget ud af deres liv. Vi synes
stadig det giver god mening, at gøre sig umage, komme til tiden, eller helst lidt før,
og gøre det gode indtryk, på jobbet. Alt sammen handler det om, at lære almen
dannelse på mange måder, når man skal lære, at gøre sit bedste; at have respekt for
andre omkring en, og at kunne opføre sig respektfuldt og venligt hvor man færdes.
Det er stadig moderne og en måde, hvormed man er sikker på at få fremgang i livet.
Det lyder simpelt, men er faktisk af stor betydning, hvordan vores unge, møder andre
mennesker på deres vej. Vi er glade for, at de oplever succes når de kommer ud og
skal stå på egne ben. Det er sket for en pæn lille flok efterhånden; vi er jo blot et lille
sted, så resultaterne vil vi tillade os, at være rigtig glade for, på de unges vegne. Vi
kender dem, spørger til hvordan det går, og ses en gang imellem.
Vi må lige opdatere vores unge som alle, der er blevet boende, har fået uddannelse.
Den første blev uddannet kok; har nu skiftet job, pga. familien med to børn, til
dagarbejde i et rengøringsfirma. Det er fortsat fast job, lille landbrug, flere dyr, hund
og bil og god jagt. Vi har lige mødtes her til julefesten; det er altid hyggeligt, når de
unge kommer til julefesten og er med, hvor der udveksles stort og småt.
Den næste blev uddannet tjener, og læser nu til pædagog i København, og mangler
et år tilbage. Arbejder i sin fritid på bosted, har kæreste og mange drømme for
fremtiden; det ser helt godt og super fint ud. Snakker i telefon ofte; senest i sidste
uge.
Næste unge fyr blev uddannet tømrer, har fået kone og barn, og er blevet ansat som
faglærer på specialskole i en periode; det er jo også en total flot historie.
Alle er kommet til at bo på Oasen som otte, ni og ti årige og har omkring ti år senere
fået uddannelser, hvor de klarer sig selvstændigt og godt i dag. Man kan tænke at

alle er i gang med job eller uddannelse nummer to; de har gejsten og energien til at
vide, at man klarer sig, og kan få et job, fordi alt stort set er muligt. Det er det vi
lærer sammen; at alt det vi gerne vil, stort set altid er muligt, hvis vi sammen giver
den ”en skalle”. Der skal ydes hvor man kan, og man har pligt til, efter min mening,
at udnytte sine evner, bedst muligt. Og det har de alle gjort så godt og flot de kan!
Den sidste unge kvinde, som nu står som maler, er gjort af et særligt stof! For et år
siden mistede hun sin mor efter tre måneders sygdom; en hård medfart, midt i
uddannelsesforløbet. Alligevel er hun fortsat, naturligvis med guidning og lidt støtte i
ryggen, men det er hende og den stålfaste vilje der har fået tingene til at ske. I dag
bor man selvstændigt i lejlighed, har styr på økonomi, og positiv fritid, og gode
normer for hvordan det fornuftige liv skal leves, og hun klarer det rigtig godt! Vi ses
til højtideligheden på skolen; det var stort. Vi ses til julefesten, og vi ses et par gange
til, senest i aften, på besøg. Det er hyggeligt og helt i vores ånd; man ringer og man
kommer ud og ind i huset, som når store børn flytter hjemmefra; der er brug for en
slags distance forældre, og det stiller vi rigtig gerne op til. Alle vores børn og unge
har selvfølgelig brug for mennesker der vil dem, når de har brug for det; det vil vi
gerne, så godt vi nu kan.
Vi ønsker et stort tillykke, og held og lykke med fremtiden for alle vores unge.
Det sidste unge menneske, som endnu ikke er nævnt, er helt særligt og klarer nogle
ting i livet, som er næsten alt for meget. Hun har også boet her fra otte årsalderen,
og er nu tyve år og bor i Bo – Ung Kollegiet. I marts blev hun ramt af en meget
alvorlig sygdom, og har været i behandling i hele perioden frem til nu. Helt
mirakuløst ser det nu ud til, at sygdommen er stærkt på vej helt væk; hvor der hele
vejen har været livsmod og styrke, hvor hun har klaret store forandringer sin hverdag
virkelig godt. Der har været overskud til venner og veninder og STU er blevet passet,
hvor vi nogen gange har undret os over, hvor kræfterne er blevet fundet. Vi tror nu
på at sygdommen helt vil gå væk, og at det bliver fantastisk igen at være helt rask.
Det var alle de unge gennem årene, et resume for nogens vedkommende.
Der sker så fantastisk mange ting året igennem; hvor vi har den store glæde, at
opleve, at alle børn har det godt og er i god udvikling.
Tænk, vi har en dreng på elleve år som spiller klarinet i skoleorkestret, og øver for
tiden tre gange om ugen. Det er fantastisk, hvad det giver hamr. Det gavner på
mange måder og, er godt for mange ting, humøret og stoltheden over at kunne.

Ok, så har vi en pige på knap sytten på efterskole, som det også går forrygende for.
Det er en helt ny verden, hvor man lærer en masse nyt hver dag. Ikke at det er helt
uden vanskeligheder, men det er jo det vi er her for; at løse de problemer der op står,
i den rækkefølge de opstår; så går det jo fint nok. I weekenderne er man her, eller på
besøg hos forældre, når man ikke lige foretrækker at blive; man kan jo ikke gå glip.
Der er faktisk også en dreng på fjorten, som har skaffet sig et job på en gård, hvor
han to dage om ugen kommer og hjælper i stalden, med at malke 120 sortbrogede
køer. Nu hvor det er juleferie, vil han gerne prøve morgenmalkningen kl.4.30 bare et
par dage; denne her fyr ender nok på landbrugsskolen, hvis jeg ikke tager meget fejl.
Han går på job af lyst, uden løn, og bare fordi han synes det er sjovt at lære nyt.
Ok, en dreng på seksten, der holder mest af Øksengaard, og være i skoven, har vi
også; hvad han gider derudover; det må komme engang. Måske murer, man ved ikke
helt; man tænker over tingene. En rar dreng, helt klart, der gør sit bedste.
Det mindste barn er blevet otte år, er glad og tilpas. Leger helst ude i sne, og
byggede snemænd og kælkede en masse i sidste uge. Han holder af, at lege med
hunde og katten, som har stor betydning for alle børnene, bare det, at de er her.
Alle dyr bruges stadig terapeutisk, på en måde, så børn oftest oplever dem som
legekammerater. Der er meget mere end legen på spil; det er samværet, hvor det at
stryge pelsen, aflæse hvad hunden tænker, og meget mere, gør godt i samspillet. Det
virker, som at få et knus, hvor barnet oplever en let lykkefølelse, ved at være
sammen og holde om. Det er berøring, hvor det ofte kan være lettere med dyr end,
at være sammen med mennesker. De er en stor del af underholdningen for husets
mindste hver dag. Også her er der sket ret fine fremskridt og det går som det skal,
med tryghed og tillid og en masse kærlige stunder.
Vi kan kun være godt tilfredse med det året der svandt. Vi glæder os til et nyt og
spændende 2018.

God jul og Godt nytår til alle. Tak for samværet og samarbejdet i
2017.


Julehilsen fra Birgit.